Børn & babyer

I løbet af et barns opvækst skal det lære og udfordre mange ting, ikke mindst hvad angår motorik og fysik.
Derfor er det vigtigt, at man som forælder holder et vågent øje med ændringer i barnets udfoldelse eller adfærd. Man skal selvfølgelig ikke sygeliggøre sit barn, men være opmærksom på sit barn.

Helt tilbage til fødslen kommer de første knubs, som kan give problemer. De mange vrid og tryk undervejs kan af og til give sig udslag i form af kolik, børn der ikke vil sove eller ligge på ryg eller mave eller ikke vil kravle. Det kan også bare være generelt utilpas. Det er derfor vigtigt at stimulere motorikken mest muligt i form af leg på gulvet, en tur i hængekøjen eller fx hygge på puslebordet.

Hos de større børn, bør man holde øje med om barnets ryg ser lige ud, om det går og løber normalt. Måske klager det over smerter ved fysisk udfoldelse eller over hovedpine. Tag altid barnet seriøst og prøv at finde ud af hvad det drejer sig om, da et problem kan have mange forskellige årsager. Hyppig hovedpine kan fx skyldes dårligt syn, hvilket bl.a. kan give nakkespændinger og resultere i flere problemer.
Er barnets skoletaske i orden? Den skal passe til barnets højde og vægt, da det ellers kan give en forkert belastning af ryg og muskler.

Motion og fysisk leg skal introduceres allerede fra barnet er lille, da det så forhåbentlig vil føre glæden ved fysisk udfoldelse videre med sig i opvæksten. Undersøgelser viser, at flere og flere børn og unge får massive problemer pga. at de bevæger sig for lidt.

Det skal også understreges, at en god holdning er meget vigtig af hensyn til den korrekte belastning af ryggen og for at undgå problemer. Det er ikke kun for et syns skyld!
Vedvarende problemer bør undersøges af læge, kiropraktor eller fysioterapeut, da mange problemer kan løses hvis bare de bliver opdaget i tide.

Spædbørn (0-1 år)

Sørg for gode motoriske udfoldelsesmuligheder og lad barnet ligge mest muligt på maven af hensyn til motorikken og ryggens udvikling.
Giv barnet tøj på der er til at bevæge sig i, og ikke sko før det begynder at gå.

Tumlingebarnet (1-3 år)

Børn i denne alder elsker al bevægelse. Motiver barnet til det og vær selv med.
Vær opmærksom på hvis barnet pludselig ikke vil eller kan det samme som før, eller der opstår smerter ved bevægelse.

Børnehavebarnet (3-6 år)

Giv allerede nu barnet gode vaner; fx at gå med rygsækken på begge skuldre og få frisk luft og bevægelse hver dag. Gør det til en del af dagligdagen og ikke en sur pligt.
Tag barnet alvorligt, hvis det klager over smerter.

Skolebarnet

Har barnet ofte hovedpine, kan et tjek af synet være en god ide. Dårligt syn giver endvidere nakkespændinger, hvilket kan forværre hovedpinen.

I denne alder er det meget vigtigt at fremme en god kropsholdning, samt motivere til motionsdyrkning, da begge dele vil have stor effekt på ryggens fremtid.

Hvad kan jeg selv gøre

Hold øje med eventuelle ændringer i adfærd og motorik, samt kig på barnets krop og vær opmærksom på om der opstår fx skævheder, ændringer i gangart, nedsat bevægelighed i nakke eller ryg eller vedvarende dårlig holdning.

Spørg gerne kiropraktoren til råds og få evt. barnet undersøgt. Børn reagerer oftest meget hurtigt og nemt på behandling, og der kræves ingen lægehenvisning